Tips & tricks

Her følger en stribe gode råd til din kirkes hjemmeside i uprioriteret rækkefølge

  • Billeder, billeder, billeder
    Præsterne vil invende at Ordet er det vigtigste i kirken. Det er nok rigtigt; men hjemmesiden skal også vise billeder for at være læseværdig. Der bør være (mindst) et billede på hver eneste side.
     
  • Billeder med mennesker
    En eller anden har sagt at folkekirken selv er med til at vedligeholde myten om de tomme kirker,  fordi kirkernes hjemmesider viser alt for mange billeder af tomme kirkerum. Vis kirkerum med mennesker i!

  • Drop tabeller
    For 15 år siden kunne man med fordel benytte tabeller til at sikre et pænt layout på en side. Men i dag er langt over halvdelen af alle sidevisninger - også på de kirkelige hjemmesider - på mobile enheder. Og så kan en side der er "stylet" med tabeller blive nærmest ulæselig på en smartphone.

  • Links
    Når du oprttter et link på din side, vil du altid skulle tage stilling til om linket skal åbne i samme vindue eller i et nyt vindue (terminologien kan skifte lidt). Tommelfingerreglen at links til sider på dit eget site, åbnes i samme vindue. Links ud af sitet til andre hjemmesider (eller til f.eks. pdf-dokumenter), åbnes i nyt vindue. 

  • Sæt margin om dine billeder
    Især hvis et billede er venstrestillet på siden og skal have tekst stående til højre for billedet, er det vigtigt at lægge en vandret margin ind på billedets definition. Hvor meget margin er smag og behag, men 8-12 pixels vil normalt være passende. Er billedet højrestillet er der ikke det samme behov, fordi teksten jo ikke har lige højre margin og linjerne derfor ikke "klæber" til billedet på samme måde som når billedet et venstrestillet.
     
  • Link til mødereferater m.m.
    Det er oplagt at menighedsrådets referater lægges til download på kirkens hjemmeside, da det jo er offentlige dokumenter.  Det er god stil at gemme referatet som pdf og lægge det til læsning på kirkens hjemmeside. For mange brugere vil det - afhængig af browser og installerede apps - være muligt at læse referatet på skærmen uden at skulle downloade det først. Det vil man normalt ikke kunne, hvis referatet ligger som word-fil.

  • Undgå scannede signaturer online
    Og mens vi er ved referaterne: Det er dårlig stil at scanne referatet med alle menighedsrådsmedlemmernes underskrifter og lægge det på hjemmesiden. Gem worddokumentet med refefatet som pdf og læg denne på hjemmesiden. Folk med skumle hensigter, behøver jo ikke ligfrem få serveret formandens underskrift lige til at hente ud af dokumentet   ;-) 

  • Ingen linjer i fuld skærmbredde
    Der er en grænse for hvor lang en linje med tekst kan være for at øjet kan holde fokus. Det er naturligvis ikke det samme for alle mennesker; men regn blot med at en hel skærmside i bredden er for langt. Teksten bør ikke gå over meget mere end halvdelen af hjemmesidens bredde.  
    Ja ja...  Jeg ved godt at jeg forsynder mig mod dette tip lige her. Men siden er stadig under opbygning, så jeg skal nok få rettet spalterne til.    ;-)

  • Linjeskift med enkelt linjeafstand
    Har du arbejdet med tekst på hjemmesider og ladet dig irritere over at man ikke kan lave et enkelt linjeskift, når man har brug for det?
    Her kommer løsningen: Tryk på ENTER-knappen betragtes af editoren som et nyt afsnit. Der dannes derfor en ny linje med dobbelt linjeafstand. Det kan være fornuftigt nok, hvis man er ved at skrive en lang tekst og har brug for at bryde teksten op i mindre og mere læsevenlige afsnit. Men har man brug for at skrive f.eks. en adresse, hvor det giver god mening at have et enkelt linjeskift mellem gadenavn og by etc., så trykker man SKIFT + ENTER.
    Så får man et enkelt linjeskift og kan få opstillingen til at se elegant ud.

Flere tips følger...